Spændende oplevelser for hele familien i zoo, på safari og i dinosaurparken. Her finder I masser af plads til både dyr og besøgende, så det er nemt at nyde en vildt god dag.

I GIVSKUD ZOO kører I på safari i jeres egen bil eller med en safaribus. I kommer helt tæt på dyrene og oplever bl.a. giraffer, zebraer, antiloper og løver krydser vejen lige foran jer. I tager hyggelige gåture i zoo og møder mange spændende dyr bl.a. gorillaer, elefanter, kæmpeoddere, brillebjørne og mange, mange andre.

GIVSKUD ZOO byder også på Danmarks største dinosaurudstilling. Her finder I over 50 dinosaurer i naturlig størrelse, lige fra ”langhals” på omkring 40 meter til den ”farlige” Tyrannosaurus Rex.

I juni 2021 åbner Danmarks største anlæg med pingviner. Igennem glasruden ser I de mange aktive pingviner svømme under vand og fra stier og platforme oplever I dem kaste sig i bølgerne og vralte rundt på land.

Glæd jer også til at opleve parkens mange særudstillinger bl.a. ”PlastikPlaneten” og ”Dødens Hytte”. Til børnene finder I mange legepladser og aktivitetslejre, et helt nyt Babyservice Center til de helt små børn samt masser af hyggelige oaser til alle.

Se parkens åbningstider her.