Kulturmuseet fortæller danmarkshistorien set fra Vejle - fra oldtiden til i går. Det er et museum, hvor ingen siger ”fingrene væk” – tværtimod gælder ”fingrene frem”. Her må du gerne røre ved tingene og opleve med hele kroppen! 

Museet er indrettet i historiske rammer i Vejles gamle spinderihaller, der har en helt unik autenticitet og stemning. Museet er sammensat af flere udstillinger, der hver især beskriver forskellige udsnit af Vejles historie. 

Moselig og metaldetektorer 
Mød et af verdens bedst bevarede moselig i udstillingen Mosens Kraft. Hun lå i Haraldskær Moses kolde favn i mere end 2.000 år, før to grøftegravere pludselig fandt hende i 1835.

Gå ind i mosen, og besøg Haraldskærkvinden på hendes hvilested. Oplev mosens kraft, få fortællingen om de mange navnløse moselig, og hvorfor de endte i mosen. Se film om Haraldskærkvinden, videnskabelige undersøgelser og arkæologernes diskussioner.  

Men hvordan var livet i Vejle og omegn i jernalderen, da kvinden levede? Udstillingen Tings Tale rummer hundredvis af genstande, som fortæller om de første århundreder efter Kristi fødsel. 

Vælg selv, hvilke fund du vil kigge nærmere på, og kom tæt på de arkæologiske genstande, som blev fundet i nærheden af Vejle, f.eks. et stort offerfund fra Vingsted Sø. Kig også nærmere på arkæologernes metoder og prøv selv at grave fund frem i den otte meter lange gravekasse. 

Spinderimaskiner og discodans 
Besøg de to udstillinger Danmarks Manchester og Blot til Lyst og stift bekendtskab med bomuldsindustrien og fortællingerne fra de bosser, der stod i spidsen for spinderierne, og de ansatte. Hør også historier om varmen og larmen, og oplev stemningen i Spinderihallerne dengang, hvor maskinerne var tændt, samt fortællingen om arbejdsrelaterede sygdomme, lave lønninger og livslange venskaber. 

Prøv også det interaktive dansegulv, og lær, hvordan industrialiseringen ikke kun medbragte hårde arbejdsforhold, men også var begyndelsen på det fritidssamfund, som vi har i dag. Udforsk også underholdningsbordene, hvor der serveres en stor portion af Vejles fritidsliv og forlystelser i 1900-tallet. 

Særudstillinger 
Hvert år byder Kulturmuseet indenfor i en ny spændende særudstilling. Udstillingerne fører dig igennem Vejles vigtigste og væsentligste fortællinger og udfolder forskellige perspektiver og perioder i byens historie. 

Kulturmuseet holder lukket alle mandage, dog åbent 2. påskedag og 2. pinsedag.

Kulturmuseet er en del af Vejlemuseerne. Find alle aktuelle udstillinger og arrangementer på www.vejlemuseerne.dk.